Jeg debuterede i 1999 med en lyrisk rejsebeskrivelse for voksne. rejsebeskrivelsen 'Balladen i Haparanda' blev til på baggrund af en håndfuld dagbøger, jeg havde med hjem fra et halvt års sørejse i den svenske skærgård. Men faktisk startede skriveriet mange år før.

Jeg gik på Søborg Skole nord for København. Her havde jeg en klasselærer, der sagde, at 'historien skal bide sig selv i halen'. Hoved og hale skulle hænge sammen, uanset hvor langt væk jeg kom fra den oprindelige historie. Denne korte regel har fulgt mig siden - ligesom glæden ved at skrive har fulgt mig.

En familiesvaghed?

Familien kendte min forkærlighed for at udtrykke mig på skrift. Med en mor, der gennem flere år havde levet af sine børnebøger, var det måske ikke så mærkeligt. Sådan var det bare. Kun én gang opfordrede min mor til at skrive noget for børn - bare en lille historie. Dét kradseri er nok det værste, jeg nogensinde har sat på papir. Historien er smidt væk for mange år siden, og jeg kan ikke engang huske, hvad den handlede om. Blot at dén slags bestemt ikke var noget for mig.

Først langt senere har jeg lært, at en god idé ikke er noget, man kan hive op af hatten som en hvid kanin. Man kan ikke tænke: 'Nu vil jeg skrive en bog - hvad skal den egentlig handle om?' Man må føle sig så tilpas fristet, at man ikke kan lade være.

Det store spring

Med en mor som etableret forfatter er man som ung forsigtig med at 'springe ud' som skrivende; jeg var i hvert fald. Faktisk var det først, da jeg var midt i 20'erne, og min mand og jeg lå i en havn i vores sejlbåd i Sydsverige efter et halvt års rejse op i Østersøen, at jeg fik lyst til at gå i gang med udfordringen. Jeg hev de fuldskrevne logbøger frem under køjen, kiggede mine noter igennem og besluttede at sende en artikel til Politiken. Artiklen blev publiceret, og siden har jeg skrevet artikler til både aviser og tidsskrifter.

Lysten til at fortælle om de mange sømil langs den svenske skærgård lå og ulmede. Jeg puslede med tanken, og snart var den ene anekdote efter den anden skrevet ned.

Borgens forlag udgav 'Balladen i Haparanda - et halvt års rejse med sejlbåden Kalif' i 1999 og dermed var vejen banet. Tanken om ikke at skrive var mig meget fjern - og endelig legal.

To generationer ved tasterne

Min mor har skrevet bøger, siden jeg var barn. Alligevel skriver vi helt forskelligt. Jeg ville aldrig kunne skrive hendes bøger, og hun ville aldrig kunne skrive mine. Jeg har således ikke 'stået i lære' som forfatter, men der er én meget vigtig læresætning, hun har givet mig med på vejen, og lyder ganske enkelt, at ’der er ingen, som vil savne dét, du har slettet.’

Årets kreative højdepunkt