Forfatter Jette Varmer - forside - Bølger ved Christiansø

Jette Varmer

Forfatter Jette Varmer

Fortællinger fra Christiansø

– vævet sammen af natur, kultur og historie

Har du besøgt Ertholmene – Christiansø og Frederiksø – i sommer? Så har du sandsynligvis gået Øen rundt med en af de lokale guider, nydt en frokost på kroen, badet fra klipperne – og er blevet sulten efter mere.

Øen mod øst fortæller om øgruppens næsten sydlandske klima, trækfuglene, det særegne dyreliv og de maleriske klippehaver, hvor lægeurter fra fæstningstiden stadig sætter frø. Hertil kommer de imponerende kanontårne og bombastiske bastioner, det hårde soldaterliv, de umenneskelige straffemetoder. Beretningen om englændernes bombardement i 1808 og marinernes mytteri i 1809 nævnes naturligvis også.

Forside. Øen mod øst - fortællinger fra Christiansø

En kærlighedserklæring

Ertholmene – Christiansø, Frederiksø og Græsholm – ligner ikke noget andet sted i verden, og det gør øernes natur heller ikke. Om sommeren hersker en næsten sydlandsk stemning; i vintermånederne sætter sne, is og vind en naturlig grænse for, om Øens “besætning” blæser inde – og verden ude.

Oplev fæstningslivet, som det formede sig for kommandant, soldater, jernfanger og bøddel.Læs om englændernes bombardement i 1808, den politiske fange Dr. Dampes mangeårige fangenskab og den brogede skare af billedkunstnere, der søgte mod Christiansø i begyndelsen af 1900-tallet.

Find dit yndlingssted, og lad tankerne drage på langfart med udsigt til himmel, hav og lys. Mød de sjældne frøer og tudser i drikkevandsdammene og lyt til hylende sæler, alke og lomvier. Mørket sænker sig, fyret tændes og Mælkevejen træder frem. Der falder ro over Øen mod øst. Det siges, at man kan gå Øen rundt på tyve minutter, men at det tager et menneskeliv at lære den at kende. Bedøm selv…

456 sider, vejl. pris 280 kr. Er også udkommet som e-bog.

Postbåden Peter på vej til Ertholmene, Christiansø og Frederiksø

Øerne i horisonten

Som tidligere sejler er jeg lidt af en ø-samler.

Da jeg havde besøgt de fleste danske øer, kastede jeg min kærlighed på Christiansø, der byder på store naturoplevelser, men også inviterer til ro og fordybelse.

Mine rejsebeskrivelser fokuserer på de nære naturoplevelser, egne vandreture og historiske anekdoter. At illustrere bøgerne med egne fotos er et både kreativt og inspirerende holdepunkt i den ofte langvarige skriveproces.

Min notesbog er altid med i rygsækken. Heri fastholdes stemninger i felten, så jeg kan genkalde mig lys, lyd, duft, kulde og varme, når historierne får liv ved tastaturet – ofte på den mørke årstid.

Min seneste udgivelse, Øen mod øst, blev færdiggjort på Christiansø i januar 2026, mens snestormen rasede over Ertholmene og postbåden var indstillet i dagevis.

Den sorte død - nedslag i pestens historie

En bog bliver til

Mine udgivelser for voksne bygger alle på fakta.

De fleste af børnebøgerne er ren fiktion – udsprunget af egne oplevelser. Fælles for dem alle er, at jeg brænder for at fortælle eller genfortælle en god historie.

Mit forfatterskab spænder vidt. Bliver jeg inspireret til en bog, rumsterer fortællingen i min underbevidsthed, indtil jeg tager den alvorligt. Sådan er alt fra den mindste højtlæsningsbog til min store romanbiografi om Anne Frank blevet til.

Ofte fordyber jeg mig i en langvarig research – som da jeg skrev om pesten i Danmark og Europa, Den Sorte Død, set i lyset af almindelige menneskers virkelighed.

Forside: Over sø og land - fra Østersøen til Göta Kanal af JEtte Varmer

En spændende sørejse – fra Østersøen til Göta Kanal

Rejseberetning om et halvt år sørejse i Østersøen med et lille barn – med lange dage i den svenske skærgård og hjemrejse gennem Göta Kanal.

For mange sejlere er bogen blevet en inspirerende vejviser til sejlere, som planlægger en sommertur, der går syd om Sverige – og hjem gennem Göta Kanal.

En personlig fortælling, der går bag om den gængse 3-ugers tur gennem de svenske vandveje. Læs den for fornøjelsens skyld – eller hvis du planlægger en sørejse gennem de svenske kanaler.

Hallands Väderö - naturfortællinger i øjenhøjde af Jette Varmer

Skønne Hallands Väderö – en svensk perle i Kattegat

Hallands Väderö er en svensk klippeø, der ikke ligner andre øer i umiddelbar nærhed af af Danmark. Øen beliggende nord for Kullen – og er du ude i god tid, kan du overnatte i de gamle fyrboliger mod nord eller vandrerhjemmet i Kappelhamn mod syd.

På den totalfredede ø findes alle svenske landskabstyper undtagen bjerge. Øen har været anvendt som græsningsarealer siden middelalderen og er kendt for sine kæmpe-ege og gamle bøgeskov.

Hallands Väderö har siden middelalderen været ejet af den svenske kirke. Naturen er i særklasse med mange sjældne arter og en stor koloni af spættet sæl. Også de historiske fortællinger i særklasse – om fyrfolk, skovvogtere, røvere og øens skytshelgen, Skt. Thora.

Ønsker du en lommeudgave til et kortere besøg, anbefaler jeg min anden udgivelse, Hallands Väderö i lommeformat. Her finder du de vigtigste fakta og et par velegnede turforslag.

Fugleperspektiv - naturfortællinger i øjenhøjde af Jette Varmer

Fuglenes forunderlige verden

Kom med på en række fugle- og naturture i Danmark, Sverige, Norge og på Færøerne.

Som altid tager mine fortællinger udgangspunkt i egne oplevelser.

Vi kommer vidt omkring – fra den hjemlige andedam til lundekolonierne på Færøernes yderste forpost mod vest, Mykines.

Fortællingerne er krydret med sagn og myter, folketro og fakta.

Kon-Tiki - rejsen over Stillehavet, højtlæsning af Jette Varmer

Mine bøger

For voksne

Øen mod øst – fortællinger fra Ertholmene, BoD, 2026

Den sorte død – Nedslag i pestens historie, BoD, 2021

Hallands Väderö i lommeformat, BoD, 2019

Hallands Väderö i fickformat, svensk BoD, 2019

Hallands Väderö – Naturfortællinger i øjenhøjde, BoD, 2018

Fugleperspektiv – Naturfortællinger i øjenhøjde, BoD, 2018

Over sø og land – fra Østersøen til Göta Kanal, BoD, 2012

Balladen i Haparanda – et halvt år i Østersøen og Den Botniske Bugt, Frydenlund 2013 (2. udgave) *

Balladen i Haparanda – et halvt års sørejse med sejlbåden Kalif, Borgens Forlag 1999 (1. udgave) *

For børn og unge

Kanelrejsen (julefortælling i 24 afsnit, illustreret af Bodil Molich), Klematis 2009 *

Elskede Peter – Glimt af Anne Franks liv (romanbiografi for unge og voksne), Vadis 2006 *

Hvor er farverne om natten? (billedbog, illustreret af Bodil Molich), Klematis 2006 *

Kon-Tiki – Rejsen over Stillehavet (højtlæsning), Vadis 2005 / BoD 2013

Hjælp, vi er faret vild! (letlæsning), Vadis 2005 *

Båden er væk (letlæsning), Vadis 2004 *

Fyren på den røde motor-cykel (letlæsning), Vadis 2004 *

Tusmørketræet (højtlæsning), Vadis 2004 *

Lyset i mosen (højtlæsning), Forlaget Forum 2003 *


Titler markeret med * er udsolgt fra forlaget. De kan bestilles på dit bibliotek eller på bibliotek.dk.

De øvrige kan købes/bestilles hos din boghandler