30-10-2020

Christiansø - med Postbåden Peter

Så gik turen til Christiansø dagen efter at Gudhjem havn måtte lukke i uge 42, de parkerede biler blev skubbet hid og did på P-pladsen ved havnen og de mest dumdristige stormfanatikere fik en kold overraskelse, da de blev skyllet langt hen ad kajen.

Selv ankom vi til Øen dagen derpå - med afgang for de mest modige fra Tejn. Heldigvis er vi søstærke. Den glæde var det ikke alle, der havde.

Men... Øen var fantastisk og heldigvis var endnu et blæsevejr under opsejling, så vi kunne nyde postbådens ankomst med 25,5 sekundmeter i ryggen ugen efter - denne gang med fast grund under fødderne.

Målet med rejsen var at samle nye oplevelser og ikke mindst billedmateriale til min kommende bog om Ertholmene. Tusindvis af bølgebilleder kom i hus; blandt andet dette smukke skud af Postbåden Peter, der er velbygget og bomstærk. Tak for turen - det var en oplevelse af de gode.