Blog om bøger, fugle og natur

22-04-2020

Foråret har ramt landet, så vi nærmest tror det er sommer. Samtidig befinder Danmark midt i sin største krise efter 2. Verdenskrig. Det er en virkelighed med store kontraster.

Her i Hundested er jeg i gang med at sætte sommerens ferier under lup for at se, hvilke der skal aflyses. Forhåbentlig ses vi på den anden side, Häradskär, Gotska Sandön og Hallands Vaderö.

På arbejdsbordet ligger et manuskript om Ertholmene, som jeg har god tid til at redigere i. Lige nu arbejder jeg med billedredaktion - det er et dejligt gensyn med den unikke natur på Christiansø og Frederiksø.

22-02-2020

Så er det nu, du skal booke dit ophold på Hallands Väderö.

Du kan allerede nu booke et sommerophold på den gamle skovvogtergård. På øens hjemmeside finder du alt, hvad du skal bruge: https://hallandsvadero.se

Men hvornår er Hallands Väderö så bedst? Tjah, hver årstid har sin charme. I april er skoven hvid af anemoner, i maj blomster de gule iris overdådigt i Oadammen, i juni er ynglefuglene i fuld gang (og myggene vejrer morgenluft). I juli af der mange badegæster, krystalklart vand, is i Caféen og ren sommerstemning. I midten af august kan du opleve begsorte nætter under stjerneskudssværmen Perseiderne.

Så vælg selv og husk, at det er en gave at have noget godt at glæde sig til - og vende tilbage til.

18-01-2020

Christiansø er netop udpeget som ny, dansk Naturpark. Overvejer du et besøg på Christiansø? Så husk, at det er nu, du skal booke din overnatning. Der er rift om sengepladserne, men det er bestemt anbefalelsesværdigt at opleve Øen når éndagsturisterne er taget tilbage til Gudhjem og natten falder på.

Find overnatning her: https://www.christiansoe.dk/besog-oen/overnatning/

Her er lidt for enhver smag - fra Teltpladsen til det gamle Gæstgiveri, fra en celle i statsfængslet Ballonen til et værelse med udsigt over havnen i Gaden på Christiansø. 

 

05-01-2020

Som planlagt fortsætter jeg det gode arbejde med flere 'Naturfortællinger i øjenhøjde'. Som det kan læses her på bloggen, researcher jeg i øjeblikket på tredje bind i serien, der handler om spændende natur- og kulturoplevelser på Ertholmene. Øen rummer så meget - fra bøddelens drabelige arbejde, besætningens elendige arbejdsforhold og englændernes angreb i 1808 til nutidens særegne natur og vide udsigter. 

Lige nu koger det lystigt i fortælle-gryden. I løbet af det kommende år skal jeg luge ud, rydde op og ikke mindst koge ind. Jeg håber at kunne servere et færdigt resultat om et års tid.

14-12-2019

Så vender året snart og vi kan se frem mod lysere tider. Jeg fortsætter ufortrødent mit arbejde med en ny bog om Ertholmene og graver dybt i billedarkivet. 

Lige nu ligger frøerne på bunden af dammene, men om om få måneder starter det hele forfra - med lange dage og kærlighedssyge frøer. Nogle forårsdage ligner dammenes bredder ren kajkage. Jeg glæder mig til et gensyn.